The home of DJ Jesper Kaae
Historier
Denne del af siden vil med tiden blive fyldt med historier og personlige oplevelser i musik / DJ-branchen hvor man som læser kan lade sig underholde og få nogle billige grin over authentiske oplevelser og måske samtidigt få et indblik i en meget speciel branche og et på mange måder atypisk og anderledes erhverv . Rigtig god fornøjelse !


Det er foråret 1984 og konfirmationspengene brænder i lommen på mig for at
blive spenderet på et ”rigtigt” DJ-anlæg med 2 pladespillere og mixerpult.
Siden jeg til en skolefest et par år forinden havde oplevet et vaskeægte
mobildiskotek med Cerwin-Vega og Jamo Power højttalere, vidste jeg bare at
jeg simpelthen måtte blive Disc-jockey ”når jeg blev stor”. Det at holde
fest og spille god dansemusik for et festligt publikum,....Bedre erhverv
kunne da ikke findes på denne jord !!!

Nå men altså,...Dagen oprinder hvor jeg får taget min far med ind til
Radiohuset på Frederiksgade i Århus hvor jeg havde kigget vinduer (mange
gange) og set at man kunne erhverve sig DJ-udstyr i hvad man i dag vil kalde
et meget spartansk udvalg. Jeg havde godt 4000,- kr., hvilket jo
selv-følgeligt var ”mange penge dengang”,.. og det var lige præcis
tilstrækkeligt til 2 pladespillere, en meget lille mixer og en forstærker af
mærket JVC.

Så var vi klar til at spille til fest og lave mix-bånd derhjemme til
afspilning i klassens time for kammeraterne. Flere af klassekammeraterne
deltog gerne i indspilnings-seancerne af disse bånd, inspirationen var
hentet fra radioværter som Kim Schumacher som var det eneste på DR der ikke
var helt defekt og så især de frivillige på Radio Århus der lavede ugens
TOP-20 Jesper Skousen, Morten Kristensen og Claus Green med sit ”Funny
Charity show” der blev sendt umiddelbart efter ”boblerne”.

Fra at lege radio-værter og mikrofon-pjatte på bånd, blev stilen mere
alvorlig da jeg hurtigt teamede op med føromtalte Claus Green´s lillebror
Jesper, der gik i min parallel-klasse i folkeskolen. Der blev indkøbt
Ortofon OM-Pro pick-upér der kunne tåle scratch og vores mix-bånd blev mere
avancerede. Nu lød det pludseligt overbevisende rigtigt når Baobab-N.O.J.O.B
blev mixet med Breakmachine-Streetdance og Rock Steady Crew - Hey You.

Foråret 1985 køber mine forældre hus i Viby og vi flytter derud først på
sommeren. Jeg finder hurtigt sammen med naboens dreng der hed Peter som også
var meget musikinteresseret og han havde et lille mobil-discotek med en
anden kammerat der også hed Peter. Vi blev alle 3 hurtigt hyret til diverse
fødselsdags-, vej-, skole-, hal- og firma-fester. Det var en skæg tid hvor
jeg lærte meget, blandt andet at det bestemt ikke var ligegyldigt om man
spillede Kim Larsen eller Samantha Fox til en 40 års fødselsdag. Og at
FunFun med Happy Station ikke nødvendigvis var et ”hit” til en vejfest i
Stautrup.

I begyndelsen af 1986 bliver jeg efter en uges erhvervspraktik i Hi-Fi-forretningen Audioscan der lå på hjørnet af Nørregade og Borggade i Århus C, tilbudt arbejde som arbejdsdreng. Den daglige leder i butikken hed Allan og på værkstedet i baglokalet sad der et nogle gutter der hed Kim, Bent og Bruno. De lærte alle godvilligt fra sig om hvad der var plus og minus og at en troværdig lydgengivelse ikke nødvendigvis skulle måles i udgangseffekter og størrelsen på selvbyg-højttalere bygget i spånplade. Jeg husker disse år i Audioscan som værende utroligt lærerige og de lagde nok grundstenen for en af mine kæpheste igennem hele min DJ-karriere, nemlig at afviklingen af musikken bør ske i den bedst mulige lydkvalitet.

I årene 1986-1990 havde jeg mobildiskotek sammen med kammeraten Bo. Udstyret er nu
blevet mere raffineret end tidligere og vi stifter sammen bekendtskab med den mere
etablerede del af musikverden. Vi erfarede også at vores dispositioner og investeringer måske
ikke lige altid stod mål med indtjeningens størrelse. Men hvad betød triste kendsgerninger
som bankafdrag og renter når grejet og legetøjet var i ”absolut spitzen-klasse”.

Vi kommer i kontakt med en garvet DJ ved navn Jan der i mange år havde kørt landevejene
tynde med sit mobildiskotek ”Road Star” . Jeg husker Jan som en meget karismatisk
personlighed der altid evnede at få folk omkring sig til at føle sig godt tilpas og så var der altid
fart på og morsomt når Jan var tilstede. Jeg lærte af mit bekendtskab med Jan at forskellen på
en rendyrket bonderøv og en Superstar-DJ ikke nødvendigvis er meget mere end et par
træsko uden hæle-kapper,......Og måske også en del mikrofonteknik og tilgang til brugen af
denne i al almindelighed.

Omkring 1988-1989 kom vi igennem en kammerat i kontakt med nogle fyre der hed Christian Gunbak Kjeldsen og Niels Helbo. Christian havde en fortid i Rytmisk Musik Forening i Århus og Niels havde en fortid hos RS-lyd ligeledes i Århus. De havde nu sammen stiftet deres eget lille booking og koncert-bureau som lavede diverse fester og halballer rundt omkring i Jylland. Vi havde efterhånden fået anskaffet os så meget højttaler- og lys-gear at vi sagtens kunne lave totalproduktioner til halballer og mindre koncert-events og lavede derfor flere meget sjove produktioner i samarbejde med Christian og Niels. Herunder kæmpe Halfest i Silkeborg med DJ-team bestående af Carsten ”Soulchok” Schack og Carsten ”Delgado” Dalsgaard hvor der kun kom 67 betalende gæster, halfest i Hirtshals hvor det legendariske Örva-band underholdte og mange andre sjove fester.

Jeg husker særligt Christian for en køretur i min kammerat Thomas´ Morris Marina. Vi var en bilfuld på vej til et gymnasium i udkanten af Ålborg hvor der skulle spilles op til fest. Lastbilen med grejet var kørt i forvejen for at påbegynde opstilling med videre og Marinaén skulle så afhente alle resterende personager efterhånden som de fik fri fra arbejde for så at følge trop. Vi var så kommet lidt for sent afsted fra Århus, så der var ikke tid til at køre forbi og få en Hot Dog eller noget andet spiseligt og det var der så lidt brok over i bilen, hvortil Christian let triumferende med et smil på læben bryder ind i brokkeriet og siger ”Jamen bare roligt drenge, jeg har madpakke med !” Han åbner herefter sin attachemappe, som han i øvrigt altid havde på sig, og den viste sig så at være fyldt til bristepunktet med Carlsberg 47-øller som vi så skyllede i os på turen til Ålborg. Da vi nåede til Ålborg var vi et pænt underholdende selskab der ankom lige i rette tid til at sætte den første plade på grammofonen.

I forbindelse med at Bo og jeg havde investeret i 12 stk. såkaldte Posi-spots, som på
daværende tidspunkt var stort set de eneste intelligente/bevægelige lamper man kunne få til
Tour/Live-brug, blev vi i vinteren 1989-1990 hyret ind til at lave lys-produktionen til
Se og Hør´s Soca-Lambada Tour. Denne Tour og showet i sin helhed var skruet sammen af
Henrik Rud fra DanskUnderholdningsProduktion. Jeg lærte bl.a. her at Tourplaner for lyd og
lysfolk ikke altid levnede overskud til så forfærdeligt megen søvn da det jo var praktisk muligt
at stå i Thisted fredag aften og lave show hele natten for så at pakke bilen og køre direkte til
Hundige-centeret på Køge-egnen for at lave formiddagsshow for så at pakke bilen igen og
køre til Edelweiss i Odder og lave 3. show på denne weekend, lørdag aften.

I årene 1988-1989 begynder jeg så småt at spille lidt på natklubber/diskoteker rundt om i
landet, Det var jo meget godt det her med at være på Tour med Se og Hør osv. Men det var
nu sjovere at levere musikken til dansegulvet frem for at stå i kulissen og trykke på knapper.
Så jeg blev mere og mere ”hooked” på livet som Disc-Jockey på provinsens spillesteder, frem
for at slæbe tungt gear. Jeg kan huske at det sidste år Bo og jeg kørte job sammen, der tog
det 4 timer at stille alt vores udstyr op for så at spille 1 time og 35 minutter non-stop med
Bamses Venner og så 3,5 timers nedpakning for så at stoppe 4 til 6 mand ind i førerhuset på
en udtjent VW LT-45 der kun med stor anstrengelse nåede op på 80, måske 85 km/t, på
hjemturen, med alu-kassen stopfyldt med lyd og lys-udstyr.

”2” afsnit :

I forbindelse med at lære noget om ”faget” at være Disc-Jockey var der dengang, stort set
ligesom nu om dage, kun den autodidakte vej. Så udover at bruge en masse tid omkring
pladespillerne hjemme på værelset. (For en ”rigtig” DJ har jo selvfølgelig sit grej stående
derhjemme i tilsluttet tilstand, naturligvis til stor forargelse for ældre familie-medlemmer,
naboér, kærester, med videre.)
Så var inspirations vej jo i nogen udstrækning, sådan udover alt det man selv fandt på, i stor
udstrækning henstillet til hvad man kunne høre i radioen (og en sjælden gang se på TV), -og
så de dj´s man kunne opleve på diskotekerne i indre by Århus eller til de lokale halballer i nabolaget.

Med undtagelse af nogle ganske få danske dj´s, så var Danmark i stor stil ”oversvømmet” af
engelske DJ´s især i 80érne,... men også delvist i 90érne. Navne som Dave Benitez, Brandon
Kirk, Lloyd Baker Jr. og Ray Alex var DJ´s man kunne opleve på natklubberne Alexis, Glasnost,
DownTown, Mona Lisa og La Fayette der alle lå i indre by Århus. De mestrede mikrofon-brug
på et ekstremt højt plan og talte engelsk (Selvfølgeligt) og det lød jo bare herre-smart
kan jeg huske jeg synes dengang.

Brandon Kirkham eller ”Captain Kirk” som var hans performer-navn var en sand mester med
mikrofonen. Han stod og sang med på Instrumentaludgaverne af tidens toner såsom Sidney
Youngblood´s ”Sit and Wait” og ”If only I could” og det lød jo hamrende rigtigt og mega
troværdigt,…I dag vil man jo synes det var en dårlig vittighed hvis DJén til en fest begyndte at
synge med på sangene uanset om han så havde evner for at synge eller ej.
Det man bare glemmer er at i de glade 80ére var DJéns rolle for en stor dels vedkommende
ligeså meget en ”Entertainer”, som en decideret ”pladevender”. Derudover havde lille
Danmark jo ikke hverken hørt eller set noget til begrebet ”Karaoke” som først blev
introduceret i begyndelsen af halvfemserne (til stor ærgrelse for mange sang og
musikelskere,.. through-out the world :o)

På ”Vestergade 58” som vel dengang var at regne for Århus alternative natklub, vel mest fordi
de modsat alle andre steder havde en musikprofil som ikke nødvendigvis tillod tidstypisk
metervare-pop, men derimod gerne rigtig international natklub-stil,...Tja,..og dog!,.. så da
ihvertfald i en Århusiansk fortolkning i det mindste. Der residerede en DJ der kaldte sig ”K8”.
Hans borgerlige navn var Kjeld Tolstrup og når han spillede var der ingen mikrofon tilsluttet
anlægget. Han mestrede mixets kunst til det nærmest sublime. Jeg kan huske at da
DiscoMixClub, i sen-firserne, afholdte de årlige indledende runder og mellemfinaler i
Danmarksmesterskabet i Mix nede på Vestergade 58, så hørte man først alle de glade
deltagere kæmpe mod hinanden og når det så var overstået spillede Kjeld så op til efterfesten
hvor stort set alle deltagere blev, noget så eftertrykkeligt, sat på plads i mix-kunstens
færdigheder. Jeg har flere gange måtte måbe højlydt over hvordan Kjeld formåede dengang
(vel ligesom nu) at mixe 2 plader sammen der passede hinanden utilgiveligt dårligt både i
BPM, stil og rent tonalt, og så stadigvæk få det til at lyde fedt.

Derudover var der jo den ugentlige tur rundt om i byens pladebutikker for at forsyne sig med nyt musik. I Borggade lå ”Music Mekka” hvis indehaver Bjarne sjældent havde forfærdelig meget styr på hvilke titler han havde på hylderne og hvilke der var udsolgt. Til gengæld var der selvbetjening i den mest basale forstand overhovedet. Så det var bare med at rode hylderne igennem, skaffe sig adgang til butikkens grammofoner og lytte musikken for at finde det man skulle bruge. Derefter skulle man så endeligt at huske at tinge om prisen inden man betalte, for alle plader som Bjarne havde i butikken var special-import fra USA, England, Holland, Tyskland, Belgien og andre eksotiske afkroge af verden,... Selv de danske udgivelser var også import :o) . Alternativt kunne man også gå i ”City-X” der lå i latinerkvarteret, ”Pladehuset” i Frederiks-”gå”-gade, Roberts Music i Viby eller Sallings pladebar der også var relativt velassorteret. Ellers blev den hovedsagelige del af musikken bestilt pr. postordre hos StreetDanceRecords i København som var dygtige til at have de rigtige titler og mixes på lager og var i øvrigt altid dem der var først ude med de sidste nye skiver.